Viser opslag med etiketten test. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten test. Vis alle opslag

onsdag den 11. marts 2015

Kina-kemi på paletten

Mit indlæg fra i går handler om hvordan mine renseservietter dumpede fælt da jeg fik undersøgt kemien i dem. Da jeg fik link til Forbrugerrådet Tænks test af servietterne og så hvor dårlig en bedømmelse de havde fået, var jeg ret glad for beslutningen om at sende dem direkte i skraldespanden.
Hvis du vil tjekke dine renseservietter kan du se testen her.

Ud med de gamle renseservietter. Nu skal der købes nye uden uønsket kemi!


Testen mindede mig om en bekymring jeg havde i forbindelse med mit seneste ebay-indlæg. I den facebookgruppe jeg nævnte i indlægget, bliver der dagligt delt tips om alt fra kjoler til pudebetræk og plastikblomster.
Hver dag ser jeg links til smykker og makeup, og hver dag bliver jeg bekymret for hvad folk egentlig udsætter sig selv for når de bruger de produkter. Når man køber i Kina er det nemlig ikke hverken europæiske eller danske standarder der gælder.

For nyligt læste jeg dette opslag i gruppen om en kvinde der havde bestilt en concealer palette over netop ebay. Efter at have fået en voldsom reaktion på produktet, sendte lægen paletten til undersøgelse. Der var (hold nu fast) 467 stoffer deri der er forbudte iflg. dansk lovgivning.



Vi er så heldige at vi herhjemme har nogle ret stramme regler omkring hvilken kemi der må komme i produkter. De kunne sagtens være endnu skarpere (jeg forstår eks. ikke at man endnu ikke har forbudt alle hormonforstyrrende, kræftfremkaldende og miljøskadelige stoffer i renseservietter mm) men de er langt bedre end de rammer vi accepterer ved køb fra kina.

Der er sikkert mange der stejler når jeg priser stramme regler. Vi elsker trods alt frihed i Danmark. Vi må bare huske på at reglerne for kemien i vores hverdag ikke er til for at begrænse os, men for at beskytte os mod sundhedsskadelige stoffer i alt fra makeup og tekstiler til fødevarer og legetøj. Når alt kommer til alt er der vel heller ikke nogen der kan være utilfredse med at børnenes legtøj ikke giver dem allergi og gør dem syge.


Vil du gerne være endnu bedre sikret mod den farlige kemi kan du gå efter produkter med svane- og allergimærke.


Nå, men tilbage til ebay. Når man handler udenfor EU gælder andre regler om kemi og mærkning. Derfor risikerer man en ret farlig kemisk cocktail når man bestiller læbestift, øjenskygge og foundation fra eks. Kina.

Det er ikke kun skønhedsprodukterne der indeholder farlig kemi. Når du køber smykker kan du ikke være sikker på at de overholder grænseværdierne for tungmetaller som nikkel, bly og kviksølv. Drikkedunke (<--- klik for liste over dunke uden de nævnte stoffer) kan indeholde ftalater, PVC, bisphenol A og polyflourerede stoffer der er hormonforstyrende, miljøskadelige, kræftfremkaldende og kan påvirke evnen til at få børn og skade det ufødte barn. De nævnte stoffer kan endda findes i danske drikke dunke - jeg tør slet ikke tænke på hvad der så kan være af kemi i de kinesiske.
Mine næste køb skal i hvert fald scannes med Tjek Kemien.

Tænk over hvad du udsætter dig selv for. Allergi- og kræftfremkalende, miljøskadelige og hormonforstyrende stoffer. Er de sparede kroner risioen værd?

(... hvis du er i tvivl er svaret nej)

tirsdag den 10. marts 2015

God kemi?

Om kun 8 dage skal jeg fortælle min livshistorie foran 100-200 mennesker. Jeg skal inden torsdag have skrevet den færdige version (eller rettere sagt fjerne 7 minutter fra det jeg har skrevet) og sammensætte 3 billedcollager. Jeg burde nok snart blive færdig, men overspringshandlingerne stjæler tiden.

I stedet for at gå igang med rettelserne i livshistorien, ville jeg lige tjekke om der var vigtige nyheder at læse op på. På tv2.dk faldt jeg over en artikel om kræftfremkaldende renseservietter, og da jeg for nylig begyndte at bruge dem som makeupfjerner, skulle det lige undersøges nærmere. Dels fordi jeg ikke har lyst til at tvære kræftfremkaldende kemikalier ud i ansigtet, og dels fordi jeg ikke kunne tage mig sammen til at færdiggøre livshistorieskriverierne.


Forbrugerrådet Tænk har lavet en app (læs om "Tjek Kemien" her) der kan scanne stregkoder og tjekke kemien i elektronik, legetøj, møbler, tekstiler og andre produkter. Desværre kan man ikke tjekke kosmetik, fødevarer, rengøringsmidler mm, men heldigvis kunne internettet give mig svar.

Scan ungernes legetøj med Tænks app Tjek Kemien

På mine wipes står der 12 ingredienser. Jeg forstod aqua og citric acid, men resten var volapyk for mig. Jeg klikkede derfor ind på forbrugerkemi og tjekkede indholdet. 3 af stofferne deri dumpede.

  • 2-bromo-2-nitropropane-1,3-diol (allergifremkaldende)
  • Methyliso-thiazolinone (allergifremkaldende
  • Disodium EDTA (miljøbelastende)
Øv øv øv.. Jeg var lige blevet så glad for mine wipes



Disodium EDTA er godt nok ikke farligt at få på huden, men det kan komplexbinde tungmetaller og på den måde være belastende for vandmiljøet. Okay det lød ret tørt og nørdet... Men de rovfisk vi spiser (#2gangeomugen) optager tungmetallerne, og når vi spiser fiskene, tun eksempelvis, får vi tungmetallerne med i købet. Tak for sushi!

Nå, men ud røg mine renseservietter. Nu går jagten ind på svane- allergimærkede wipes og ellers står den igen på makeupfjerner og vatrondeller.

EDIT: Tak til Claus Jørgensen fra Tænk der gjorde mig opmærksom på deres test af renseservietter.
Se testen her.


Kig efter svanen og allergimærket - så er du bedst sikret mod den dårlige kemi

EU-liste over hormonforstyrrende stoffer:

4,4’Dihydroxy-biphenyl (DIHYDROXYBIPHENYL)
Ethylparaben
Propylparaben
Butylparaben
Methylparaben
Cyclotetrasiloxane
HYDROXYCINNAMIC ACID
Boric Acid
BHA eller tert. Butylhydroxyanisol
Diethyl phthalate (DEP)
Resorcinol
Ethylhexyl methoxycinnamate eller
Octyl methoxycinnamate
4,4’-Dihydroxy-benzophenone
4-METHYLBENZYLIDENE CAMPHOR
Benzophenone-2
Benzophenone-1
3-Benzylidene camphor

Kilde: Forbrugerrådet TÆNK