onsdag den 13. januar 2016

Kære facebook

Nu bliver jeg simpelthen så vred at jeg knap kan holde mig fra strenge gloser og ord der koster i bande-kassen.

Min onkel oprettede for år tilbage en salgsgruppe der i dag er vokset til nærmest at være områdets største. Jeg kender selv til det at sidde som admin i store facebook-grupper og ved at det er øretævernes holdeplads. Jeg modtog mange hidsidige klager og ligefrem dødstrusler når medlemmer ikke var tilfredse med gruppens regler. For mig var den mest ubehagelige situation dog at en mand sendte mig et screenshot af et kort fra krak.dk med en adresse. Problemet var at adressen ikke var min, men en tilhører anden med samme navn. Altså blev en fuldstændig fremmed pludselig mål for hans vrede. Politiet ville ikke gøre noget ved nogen af de trusler jeg modtog i min tid som admin.

Igår flød bægret dog over for mig. Jeg oplevede at måtte skynde mig hjem så jeg kunne hjælpe til med at få skjult billeder mm fra min onkels facebookprofil.

En person er blevet vred over udelukkelse fra den nævnte salgsgruppe, og som fuldstændig uproportioneret hævn har vedkommende stjålet et billede fra en anden kvinde og brugt det til at oprette en falsk profil, der på det groveste chikanerer min onkel. Profilens eneste opslag (som dog er delt bredt i diverse grupper knyttet til området) er en modbydelig beskyldning om pædofili. Billedet der er knyttet til opslaget er stjålet fra min onkels egen facebookside og viser ham med sin kone og børn på en familieferie. Det er altså ikke bare min onkel der nu bliver udsat for den groteske tilsvining, men hele familien.

Da han kontaktede politiet fik han besked om at det kunne de ikke tage sig af. Vi ved også fra tidligere tilfælde i medierne, at de ikke bekymrer sig om den type overgreb. Derfor vidste vi også at den eneste måde at håndtere det, var at lukke hans profil for offentligheden så der ikke var adgang til billeder mm for andre end hans venner, samt at anmelde profilen.

Her kommer vi så til den del der virkelig bringer mit pis i kog (okay, nu blev jeg nødt til at bande lidt): Svaret fra facebook er at det ikke strider imod deres fælleskabsregler.



HVAD!?!

En falsk profil er oprettet med det ene mål at chikanere en mand og hans familie.
To billeder er stjålet. Det ene fra en uskyldig kvinde der er bosat i den anden ende af landet og intet har med sagen at gøre. Det andet af min onkel og hans familie.
En meget grov, usand og direkte modbydelig anklage er skudt imod ham, og deles til højre og venstre. Heldigvis er der nogle vågne admins i de mange grupper, og mange mennesker der kender min onkel som svarer imod anklagen. Det ændrer dog ikke på at det er særdeles alvorligt og potentielt ødelæggende.

Det strider ikke imod jeres regler for fælleskab? Så må I simpelthen stramme op omgående!

Til facebook kan jeg derfor kun sige jeg er vred over behandlingen, skuffet over jeres slappe retningslinjer og skræmt over hvad I tillader af chikane af uskyldige mennesker.

Til brugerne på facebook (med få undtagelser som den usle person der udsætter min familie for det her) vil jeg bare gerne sige tak. Tak til alle jer der kontaktede min onkel for at fortælle ham om situationen. Tak til alle der der har bakket op om ham. Tak til alle jer der fortsætter med at anmelde den falske profil. I er virkelig lyspunktet i alt det her.

Nu vil jeg krydse fingre for at der bliver sat en stopper for det ulækre angreb på en god mand, far, onkel, ven. Et kryds der også gælder for alle de øvrige admins på facebook der dagligt modtager hysteriske udfald og klamme trusler. Jeg håber der bliver plads til en bedre tone og at facebook tager deres del af ansvaret i det.

God onsdag!

Update: Profilen er sidenhen blevet lukket ned af enten personen selv eller facebook. Politiet er gået ind i sagen.