mandag den 14. april 2014

Trendy kobber på budget! DIY

Hvis der skulle sidde nogen tilbage derude der endnu ikke har opdaget kobber-trenden, så har i nu chancen for let, hurtigt og billigt at komme med på bølgen. Det har været fremme i et pænt stykke tid efterhånden, men trenden er bestemt ikke blevet mindre populær.

Øverst på mit køkkenskab, der hvor jeg kun kan nå op hvis jeg balancerer på tåspidserne på en stol, står mine vaser. Bagerst stod en gammel IKEA-vase jeg i sin tid købte for 9kr. Den var dengang et fund, fordi jeg var på SU og ikke ejede en vase, men nu var den forvist til bagerste række og kom nærmest aldrig frem.


Sådan så vasen ud før jeg gik igang med makeover

For godt en måned siden tog jeg den så frem, for jeg ville have en smart kobbervase til stuen, og i stedet for at købe en ny i dyre domme, kunne jeg jo ganske let opgradere en af de gamle. Jeg smuttede en tur i silvan hvor jeg hentede en plasti-kote metallic mat kobber til 99kr.
Så var det bare at vente på den første vind- og regnfri dag. Jeg bor i en lejlighed på 3. sal uden altan, så jeg havde fundet et godt hjørne i baggården til projektet. Problemet var bare at hullerne i min kalender og det dårlige vejr havde synkroniseret sig, så hver gang jeg havde tid så blæste eller regnede det, og det harmonerede ikke med sprayprojekt i baggården.

Heldigvis er begge mine forældre husejere, endda begge med garage til, så da jeg til sidst løb tør for tålmodighed, smuttede jeg en tur til Handest hvor min mor bor.

Vasen var jo brugt, og godt fyldt med kalkspor, så før jeg gik igang med den sjove del fik den en opvasketab og blev så ellers fyldt med kogende vand. Da vandet var nået ned på en temperatur jeg gad stikke mine fingre i, fik den en hurtig tur med køkkensvampen og vupti - så var den som ny.


Vand med opvasketab ser ikke særligt rent ud

Da den var tørret godt af fik den også en omgang med fint sandpapir (jeg brugte 240) og så var jeg klar!
...eller, jeg var næsten klar. Jeg ville gerne undgå spray på indersiden af vasen, så der igen kan komme vand og blomster i, så jeg dækkede af med madlavningsfilm og malertape.


Så er vasen klar til sin store makeover!

Jeg satte vasen i en papkasse da der skulle sprayes. Det kræver lidt forsigtighed at vende den for at spraye hele vejen rundt, men så slipper man til gengæld for kobberfarvet græs og terrasse.

Jeg sprayede ca 25 cm fra vasen, og i et tyndt lag. Hvis det bliver for tykt begynder det at løbe, så hellere give det en ekstra omgang. Efter første lag blev den sendt i garagen til en tørrepause på en times tid. Det var heldigt jeg flyttede den, for pludselig begyndte regnen - vejret vil bare ikke være med til mine kobber-drømme.


Sprayboks - bedre kendt som papkasse

Da det blev tid til 2. runde var det stadig ikke blevet sprayvejr, så jeg åbnede garageporten og havde på den måde både god udluftning og ly for vind og vejr. Farven ser desværre ikke så fin ud på billedet, men jeg glemte kameraet mens porten var åben, og lyset var ikke rigtig til billeder da den først var lukket.




Nå, men efter 2 lag spray var vasen klar. Den stod pænt og tørrede i garagen - og det gør den endnu. Den blev desværre glemt da jeg også skulle slæbe 1000 påskerier med hjem, og jeg har derfor ikke fået taget et billede af det færdige resultat endnu desværre :(

Heldigvis kan google nogle tricks, så jeg har lånt dette billede fra facebook. Det er samme slags vase, og ud fra farven på min egen (som jeg husker den...) så kunne det godt være samme spray også. Jeg får byttet billedet ud med mit eget når jeg i weekenden får hentet den fine vase hjem så den kan forårspynte så flot i stuen :)

kilde: facebook
Der er stadig masser af spray tilbage, så jeg er allerede på jagt efter næste "offer" :)

2 kommentarer:

  1. For at du nemmere kan vende under sprøjtningen, kunne du sætte vasen på et ekstra lille stykke pap, og så dreje pappet.
    Ellers er den blevet flot

    SvarSlet
  2. Det må jeg prøve næste gang :) Det var nu ikke et problem at vende den, jeg havde ikke sprayet indersiden, så den kunne let drejes.

    SvarSlet