onsdag den 26. november 2014

Hama - gensyn med min barndom

Jeg kunne bruge timer på at lave fine mønstre eller forsøge mig med figurerne fra inspirationshæfter. Jeg farvesorterede indtil mine forældre kom med nyt om aftensmad eller sengetid. De gode gamle hama-dage.



Torsdag var jeg på besøg i DUI i Galten hvor pigerne fandt kasser med perler og plader frem. Med et var jeg tilbage i barndommen. Der blev hygget, snakket, talt rækker og ledt efter den helt rigtige farve i de store kasser med en million perler i blandede farver. To dage efter havde jeg anskaffet mig perler og plader til mit nyeste jule-projekt. Der skal nemlig pyntes med fine snefnug i mine vinduer i år.



Jeg har to plader, en stjerneformet og en sekskant. Det havde egentlig været nok med den sekskantede da den kan lave stjerner lige så fint som den anden, men det er nu meget praktisk med begge så jeg ikke skal stryge hele tiden. Faktisk ønsker jeg mig allerede to nye plader: en rund og en sekskantet ekstra så strygeriet kan udsættes lidt :)

Det er en hyggelig aktivitet der kan underholde både børn og voksne. Der er 22 års forskel mellem mig og min yngste lillebror, og vi hygger begge når hama-perlerne bliver fundet frem.

Har du brug for lidt ideer til snefnug har jeg lavet et indlæg med skabeloner til mine. Du kan finde dem her :)

Edit: Har du lyst til at lave endnu flere fine fnug? Klik her og se de nye mini-hama snefnug.

Snefnug skabeloner

Efter timers perlehygge er der snart ved at være nok snefnug til mine julevinduer, og da jeg er helt forelsket i resultatet tænkte jeg at skabelonerne skulle deles så andre måske kunne få gavn af dem.

EDIT: Tilføjet snefnug 9-14
EDIT 2: Nye skabeloner, klik her.


1 til 6

7 + 8

9  til 14



Har du lyst til at pynte med fine fnug kan du printe skabelonerne her eller forsøge dig med din frie fantasi :)
skabelon 1

skabelon 2

skabelon 3

skabelon 4

skabelon 5

skabelon 6

skabelon 7

skabelon 8

skabelon 9

skabelon 10

skabelon 11

skabelon 12

skabelon 13

skabelon 14
OBS! den blå prik på skabelon 14 er markering af midten. Der skal ikke være en perle.

fredag den 7. november 2014

November

Jeg troede jeg havde brug for en pause fra bloggen, ikke fordi den stressede mig, men fordi alt andet stressede mig og jeg knap kunne følge med længere. Efter et par måneder har jeg nu opdaget det ikke var bloggen jeg trængte til pause fra, tvært imod. Jeg har brug for en pause fra alt mit stress. Noget af det kan jeg vælge fra, andet må jeg forsøge at passe ind, men jeg har brug for ro i hovedet hvis jeg forsat skal kunne holde det over vandet.


Onsdag gjorde jeg derfor noget jeg ikke har haft ro til længe. Jeg fandt en bog frem og lod den få min komplette opmærksomhed. Jeg har altid elsket at læse, men i mine voksenår (alder - ikke mentalitet) er det blevet en udfordring for mig at finde tid og koncentration til bøgerne. Derfor har jeg nu læst de første fem kapitler i Flaskepost fra P tre gange - jeg havde intentionen om at læse videre, men opgav. heldigvis var tredje gang lykkens gang, og endelig kom jeg forbi de første fem. Det var vist også på tide - for jeg har lovet mig at jeg ikke må hverken købe eller ønske Jussis nyeste bog før jeg får læst dem jeg har.

I dag står på rolig oprydning herhjemme, måske lidt søstertid og helt sikkert en masse hygge - jeg vil nemlig finde vejen tilbage til det stressfri, og helst før julestressen sætter ind ;)

/Pernille

mandag den 30. juni 2014

Åhhh de abstinenser...

Jeg er en vaskeægte kreaholic, og jeg har brug for mit fix! Jeg har haft travle måneder med boligstress, 1000 møder, hjælpende hænder til familie og venner... ja alt muligt andet end kreative projekter.



Jeg har lavet en drømmende to-do over de projekter der trækker mest lige nu, men hver gang jeg sidder stille 2 sekunder popper der en ny plan op.. Desværre er tiden i øjeblikket ikke til mere end sporadiske forsøg på at lære at hækle, men måske i næste uge *drømme drømme*...

I dag er planen dog lidt kreativ alligevel. Min søde veninde har for nylig fået en smuk lille prinsesse, og for endnu mere nylig et hus der skal males før indflytning. Jeg har glad meldt mig på maleholdet, så der skal gang i både de store hvide vægge, og de fine Peter Plys-deko-malerier. Så nu i malertøjet og igang!



torsdag den 22. maj 2014

Travle uger og nutellasangskjuler

De sidste par uger har jeg haft travlt. Så travlt at jeg i dag kunne sætte mig i min sofa for første gang i denne uge - og jeg havde endda tid til at se et helt afsnit af en tv-serie. Trods travlheden har jeg nået at liste et par kreative projekter ind, men det meste af tiden er ellers gået med møder, hastesager og skrivelser til byrødder og lokalavisen. Jeg håber jeg kan sætte tempoet lidt ned i næste uge - men indtil da vil jeg lige vise et af de kreative projekter frem jeg fik presset ind :)

Min fætter blev konfirmeret i fredags, og hans takkesang til hans smukke mor skulle være et kæmpe nutellaglas. Den slags kan selvfølgelig skaffes på en tur over grænsen, men turen er lang og 5 kg nutella tager mere end et par dage at komme igennem. Så jeg smuttede i hobbyshoppen for at finde sager til nutellasangskjuleren. Jeg havde tænkt på at beklæde en færdig æske - men æsker til sangskjulere stod til 80 (!) kroner så jeg købte et ekstra ark karton og lavede selv en æske. Resultatet kan i se her :)



Når nu jeg forhåbentlig har lidt flere frie timer i næste uge, så tror jeg de skal bruges til flere folie-projekter. Min lokale farvehandler lukker desværre, det betyder afsindigt gode priser på resterne i butikken og i dag fik jeg folie i lange baner for under 100 kr. Så når tiden endelig er min ven igen skal der laves æsker, tekstiltryk og meget andet :)

mandag den 12. maj 2014

DIY gaver til mors dag

Jeg har en mor der stadig passer mig når jeg er syg og som sender madpakker med mig hjem når jeg har været på besøg. Hun giver verdens bedste og kærligste kram. Hun tror på mig og hun gør mig stærk.
Jeg har en fantastisk mor der fortjener alt det bedste.

Min mor siger hvert år til både jul, fødselsdag og mors dag at jeg ikke må bruge mit i forvejen trængte budget på gaver til hende, og hvert år glemmer jeg at høre efter. I år har jeg alligevel forsøgt mig med en løsning der er ganske budgetvenlig OG er en lækker og personlig gave.

Jeg har lavet en fodscrub med citrusduft og en appelsin/citron-badesalt. Hun elsker sine fodbade så gaven er et sikkert hit... og så var det både let og billigt så hun behøver ikke engang bekymre sig om mit sløje madbudget blev mishandlet.





Klik her for opskrifterne på scrub og badesalt :)

Ud over selve gaven, laver jeg altid selv et kort. I år blev jeg enig med mig selv om at et enkelt kort ikke var nok så i stedet får hun en hel stak.

Det var let men en smule tidskrævende at lave.
Jeg tog et sæt spillekort og klistrede hvidt papir på kortenes forside. På hvert kort står en af de mange grunde til jeg elsker hende. Kortet på billedet er for- og bagside på øverste kort i bunken. På de andre kort er hele siden dækket så man ikke kan se om det er spar tre eller ruder knægt man har. Jeg brugte alle regulære kort plus en joker (1 forside, 52 grunde).




Jeg håber hun bliver glad for gaven... og for at jeg efter 25 år endelig er begyndt at høre efter hvad min kloge mor siger :)

søndag den 11. maj 2014

DIY fodbehandling

Jeg kommer ikke til at beskæftige mig meget med skønhedsprodukter her på bloggen, men her gør jeg lige en enkelt undtagelse.

Til mors dag gav jeg min mor en citrus-fodscrub og en badesalt med appelsin og citron. Det var en let, billig og lækker gave som jeg helt sikkert skal lave igen en anden god gang.




Citrus-scrub
Du skal kun bruge 4 ingredienser til denne opskrift:
1,5 dl majsmel
1,5 dl havregryn
2,5 tsk fint havsalt
6 dråber æterisk (hedder også essentiel) citrusolie.

Du kan evt tørre noget revet citronskal og putte i blandingen.

Først skal blenderen findes frem. Havregrynene skal blendes til mel, så stavblenderen er ikke et go her. Har du en foodprocessor eller kaffekværn kan de også klare tricket.




Når grynene er blevet til mel, blander du det med majsmel og salt i en skål. Tilsæt så den æteriske olie og rør rundt til olien er godt fordelt. Tadaaaa - din scrub er klar til brug!

BRUGSVEJLEDNING: Tag 5 spsk af blandingen og hæld i en skål. Tilføj vand og rør rundt til du har en grødet masse. Skrub fødderne godt med blandningen og giv hårde områder lidt ekstra opmærksomhed. Rens scrubben af med vand og dup fødderne tørre. Slut af med at smøre dine fødder med fugtighedscreme eller kropsolie.
HUSK at skylle godt efter når du renser scrubben af fødderne så majsmelen ikke svulmer op og stopper afløbet.



____________________



Badesalt med appelsin/citron
2 dl groft havsalt
½ dl natron
8-10 dråber æterisk olie (halv appelsin, halv citron)

Du kan eventuelt tilsætte lidt revet og tørret citronskal eller lidt gul frugtfave til badesaltet.




Bland salt og natron i en skål. Tilsæt halvdelen af de æteriske olier, rør godt rundt, tilsæt resten og rør igen. Vil du gerne have frugtfarve eller revet citronskal i, skal du have dem i nu og røre endnu en gang. Badesaltet er færdigt og klar til brug!

BRUGSVEJLEDNING: Brug badesalten til dit afslappende fodbad. Hvis du har tålmodigheden til det kan du lade salten stå og opløse i vandet 5 minutter før du sætter fødderne i.


Hvis du gerne vil forære en portion med badesalt og scrub som gave (mmmm hvem elsker ikke at få en pakke med selvforkælelse) kan du hælde den i en flaske med en stor hals eller i et patentglas som på billedet øverst. Lav et mærkat med brugsvejledningen som du kan klistre på glasset eller bind det på med et fint bånd.